17. august 2011
KUNSTEN AT LEVE LYKKELIGT - Dalai Lama
Dalai Lama mener der findes en "standard lykke" lige meget hvilke oplevelser man går igennem positiv som negativ, så ender man i samme standard lykke som var ens udgangspunkt. Så ham mener at om man oplever tragiske dødsfald eller vinder mange millioner i Lotto, så ender man alligevel i samme "standard lykke" med tiden.
Skal være ærlig at sige, det ikke er det mest opslugende bog, man følger Dalai Lama lidt på sidelinjen. da den er skrevet af Psykiateren Howard C. Cutler og hans samtaler med Dalai Lama.
I starten tænkte jeg: Ja ja, mon ikke han bare er Tibets svar på vores jubelglade Ole Henriksen? Som jo også kan se ALT på den MEST optimistiske facon, men hans historie er betagende, og i bør helt klart udvide Jeres horisont med bl.a denne tankevækkende bog.
Bag alle Dalai Lamas metoder og teknikker findes et sæt grundlæggende trosforestillinger: en tro på alle menneskers fundamentale venlighed og godhed, en tro på mildhedens politik, og en følelse af fællesskab med alle levende væsner.
Hans tanker er ikke baseret på blind tro eller religiøse dogmer, men derimod på sunde ræsonnementer og direkte erfaring. Hans forståelse af menneskets sind og adfærd er grundet på et livslangt studium. Hans anskuelser er rodfæstet i en tradition, som daterer sig mere end 2500 år tilbage, men alligevel afstemt af sund fornuft og dyb indsigt i moderne problemer. Hans enestående position som verdensberømthed har givet ham mulighed for at rejse jorden rundt adskillige gange, konfrontere sig med mange forskellige kulturer og folk samt udveksle tanker med topvidenskabsmænd og religiøse og politiske ledere. Resultatet heraf er en tilgang til menneskelige problemer, som på en gang er vis, optimistisk og realistisk.
I Kunsten at leve lykkeligt præsenteres Dalai Lamas synspunkter i en form, der henvender sig til et vestligt publikum. Howard C. Cutler har samlet lange uddrag fra Dalai Lamas offentlige undervisning og referater fra sine private samtaler med tibetanernes åndelige overhoved til en inspirerende bog.
Hvem er Dalai Lama?
Som to-årig blev den nuværende Dalai Lama fundet og identificeret som genfødslen af den tre år tidligere afdøde Dalai Lama. Men selv afviser han ikke tanken om demokratisk udvælgelse i fremtiden
Verdens mest kendte buddhist er kendt som Dalai Lama.
Lhamo Thondup, senere kaldet Tenzin Gyatso, blev født i 1935 af en fattig bondefamilie i Østtibet. Han fortæller i sin selvbiografi, Frihed i Landflygtighed, hvordan han blev fundet som toårig. En eftersøgningsgruppe udsendt af regeringen var på udkig efter den kommende religiøse leder, genfødslen af den tre år tidligere afdøde 13. dalai lama, Thupten Gyatso.
Ved orakler og visioner fandt gruppen frem til bondefamiliens hus og den lille dreng, der straks genkendte lederen af gruppen. Først skulle drengen testes for at se, om han var den virkelige Dalai Lama. Han skulle identificere forskellige ting, som den tidligere Dalai Lama havde ejet. Det gjorde han idet han henrykt udbrød; "Det er min, det er min, og det er også min".
Dalai Lama havde genkendt sine egne ting fra et tidligere liv, og Tibet havde fundet sin nye dalai lama, den fjortende i rækken. Dalai lama-legenden var dermed endnu engang blevet levende.
Lama og tulku
En lama er en religiøs leder og mester. Begrebet kommer fra guru på sanskrit, der fra gammel tid i Indien var den mester, der indviede elever i religiøs viden på vejen mod den endelige frelse.
En lama nyder stor respekt i Himalaya og blandt vestlige konvertitter. Da han er en manifestation af en guddom, virker han her på jorden som en levende buddha. Tibetanerne har som trosbekendelse udover de tre tilflugter til Buddha, hans lære og klostersamfundet også en ekstra tilflugt, man dagligt bør recitere: "Jeg tager tilflugt i min lama".
Langt de fleste tibetanere er buddhister indenfor den gren af "det store fartøj" (mahayana), der kaldes vajrayana - Diamantfartøjet eller Tordenkilefartøjet. De tror derfor på både genfødsel og karma-tanken om, at alle handlinger har konsekvenser for dette og kommende liv.
Som det beskrives udførligt i den tibetanske dødebog (Bardo Thödol) har man selv kun lidt kontrol over sin næste fødsel. Bundet til eget begær, dumhed og optjent karma vælger de fleste ubevidst at blive genfødt som menneske, eller en af de andre eksistensformer (dyr, gud, helvedsvæsen, ånd), der passer til den karma, man selv har fortjent.
I Tibet har man siden det 11. århundrede haft ideen om bevidst genfødsel, som en tulku er udtryk for. En tulku kan på grund af sin klare visdom og rene bevidsthed selv kontrollere sin karma og fremsyn, og derfor også den 49 dage lange mellemperiode inden det næste liv. Han vælger selv bevidst sin næste inkarnation. Der findes mange lamaer, men kun få tulkuer. En af dem er den 14. Dalai Lama.
Buddha på jord
Da man fandt den 14. Dalai Lama var det altså den tidligere lama, der bevidst havde ladet sig genføde, for at blive fundet og hyldet på ny. Denne inkarnation er ifølge tibetanerne blot endnu en i rækken af genfødsler, siden den specielle Dalai Lama-institution begyndte i det 16. århundrede.
Mongolernes hersker Altan Khan gav titlen dalai ("Ocean", det vil sige stor visdom) til den tredie lama-inkarnation fra geluk-linien, også kaldt gulhattene efter den karakteristiske hovedbeklædning lamaerne bruger under religiøse ceremonier. Udnævnelsen blev brugt med tilbagevirkende kraft, sådan at den første Dalai Lama blev identificeret som den første discipel af sektens grundlægger, Tsong kha pa (1357-1419).
Gelukpaerne har siden haft patent på Dalai Lama-institutionen. I 1642 fik den endnu en bid af kagen, da mongolerne tog deres side i stridigheder mod en anden buddhistisk sekt, karmapa - rødhattene - og gav landet Tibet i gave til den femte Dalai Lama.
For at understrege den politiske og spirituelle leders magt og kraft fandt man kort efter nogle skrifter, der kunne vise, at Dalai Lamaen ikke bare var en reinkarnation af sig selv, men var et aspekt af selveste Avalokiteshvara, landets beskyttende himmelske bodhisattva. Dalai lamaen fik sit palads i Lhasa, kaldt Potala, ligesom Avalokiteshvaras himmelske tilhørssted Potalaka.
Lama-linier
Men selv en buddha på jord i menneskelig skikkelse med næsten uindskrænket politisk magt kan ikke undgå at være del af sekteriske eller politiske stridigheder. Østens kulturer og religioner har lang tradition for hel- eller halvguddommelige herskere, hvadenten disse er gudekonger eller kejsere med himmelsk mandat.
Og selvom man gerne giver indtryk af harmoniske relationer på kryds og tværs i samfundet, har politisk splid været ligeså naturlig bestanddel af historierne. Ikke alle er dog enige i Dalai Lamaens autoritet. Der er også andre lama-institutioner, og man regner med, at der er henved 3000 inkarnationslinier i Tibet, hvoraf nogle lægger op til, at lamatitlen går i arv fra far til søn.
Når Dalai Lama bliver repræsenteret i vesten som Tibets stemme, er det derfor ikke helt korrekt. Han er leder af den største sekt og har mange sympatisører i eksilet i Dharamsala i Nordindien samt i og omkring Lhasa.
Men i andre tibetanske regioner, og ikke mindst hos andre med anden politisk bevidsthed, er hans status ikke helt så åbenlys. Mange er for eksempel slet ikke så interesseret i den nuværende Dalai Lamas bløde forsoningspolitik overfor Kina.
Buddhistisk demokrati og kineserier
Der er ingen tvivl om, at Tibet nu om dage står Vesten nær. Specielt den nuværende 14. Dalai Lama er kendt som progressiv og åben. Siden sit eksil fra 1959 har han netop stået for den forsonlige, åbne linie, der indebærer både idealer om demokrati og menneskerettigheder.
Han mener endda, at under nye omstændigheder ved tilbagevenden til Lhasa skal kommende Dalai Lamaer vælges demokratisk - en ide, der skræmmer mange menige tibetanere, der helst ikke ser deres idol nedgjort til et almindeligt menneske. I de tibetanske skoler i Dharamsala undervises børnene i demokrati, ligesom de fejrer deres egen demokrati-dag.
Tidligere skjulte eller hemmeligholdte (esoteriske) tekster har i modernitetens og kultur-bevarelsens navn set dagens lys uden for snævre cirkler i eksil-Tibet, en tanke, der ville have været usandsynlig under det gamle Tibet. Den 14. Dalai Lamas popularitet i Vesten afspejles ikke bare af alle de hædersbeviser og ærestitler han har modtaget, men også af den imponerende liste af personligheder fra politikkens, kulturens og religionens verden, han har mødt og imponeret.
Magi, mystik og politisk korrekthed er inkarneret i et politisk tema og i en bestemt person. Flere tulkuer har bevidst ladet sig føde i Vesten, hvilket må siges at være en missionspraktisk og politisk smart manøvre.
Når Buddha dør
Men selv ikke en Dali Lama lever evigt - i hvert fald ikke i samme krop. Det ligger i luften, at der vil komme splid, når en 15. Dalai Lama engang skal findes. Det har man set før, når andre genfødte lamaer skulle identificeres.
Både internt i de buddhistiske sekter, i forholdet til Kina og Vesten er en ny lama-genfødsel et storpolitisk religiøst drama. Hvem er den rette, hvem har udpeget ham, og hvor kineser- eller Vesten-venlige er de?
Den nuværende Dalai Lama har engang udtalt, at hvis omstændighederne i Tibet ikke bliver bedre, vil han hellere genføde sig i Vesten. Det ville være interessant, men slet ikke utænkeligt. Der er dog også dem, der mere skeptisk mener, at Dalai Lama-institutionen helt vil dø ud, når den nuværende Dalai Lama dør.
Etiketter:
bog,
Buddhisme,
Dalai Lama,
Kunsten at leve lykkeligt
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar