16. januar 2012

Dyrk dine egne Grøntsager i vindueskarmen (windowfarming)


Flere end 20.000 mennesker verden over er i fuld gang med at udvikle teknologier til at dyrke fleste muligt grøntsager og krydderier i vindueskarme. Udviklingen sker gennem 183 grupper på nettet, og danske bysmarte er nu hoppet med på vognen.








Hvis du går inde i byen og pludselig opdager overskårne colaflasker med jordbærplanter, salat og frisk basilikum hænge i vinduerne, er der blot tale om en ny trend.

Konceptet vokser nemlig frem i storbyer verden over takket være en amerikansk kunstner, Britta Riley, der savnede naturen efter fire år i en etværelses lejlighed i Brooklyn, New York.

I et forsøg på at dyrke flest muligt planter i vindueskarmen udviklede hun et princip, hvor planter bliver dyrket i overskårne sodavandsflasker og konstant får næring og vand af en pumpe, der cirkulerer vand gennem rødderne.

Hendes styrke var dog ikke grønne fingre, men i egenskab af at være netudvikler skabte hun - i samarbejde med partneren Rebecca Bray - netsiden Windowfarm.org, som nu har udviklet sig til et online community med mere end 20.000 medlemmer, hvoraf nogle af de seneste er danskere.

Britta Riley udviklede den første Windowfarm i 2009 og sendte straks en manual ud på netsiden. Indkøbslisten til materialer lyder mest som en af Egons planer i Olsenbanden: En rulle gaffa, en fiskeline, en håndfuld lerkugler, et bøjeligt plasticrør osv. Men foruden en tilgængelig manual, så inviterede hun alle til at videreudvikle designet gennem en proces, som hun selv kalder R&D-I-Y (Forsk&Udvikl-Det-Selv).

I begyndelsen var der stort set ingen aktivitet på Windowfarm.org, men så væltede det pludselig ind med forslag.

»I tre til fire måneder skete der ikke meget. Men folk havde travlt med at købe dele og skabe deres egen Windowfarm, så pludselig var der hektisk strøm af indlæg,«

Nysgerrig dansker: »Det handler om at hacke ting«
I dag har 183 grupper organiseret sig på siden Windowfarming.org, og den første danske gruppe gik i luften for en måned siden.

Allerede nu kan interesserede få ideer til, hvor materialer til en Windowfarm kan købes i danske butikker, og hvor man får de bedste og billigste pumper. I øjeblikket er planen at oprette en Skype-samtale mellem alle medlemmer og en erfaren Windowfarmer fra udlandet. Senere er planen at mødes på Islands Brygge for at udveksle erfaringer.

En af de interesserede danskere er 30-årige Thorbjørn Kühl, der til daglig arbejder som handicapmedhjælper og bor på Østerbro. Han faldt over projektet på Kickstarter.com, som han besøger en gang om ugen for at blive inspireret til nye projekter.

»Hele ideen om Open Source interesserer mig, og så handler det for mig om at hacke ting; at prøve at gøre ting bedre end ved traditionelle metoder. Med Windowfarming ville det for eksempel være vildt, hvis jeg kunne få jordbær to gange om ugen,« siger Thorbjørn Kühl.

Læs mere hos den danske gruppe her: http://our.windowfarms.org/groups/denmark/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar