Forskere beviser den sande kærlighed.
Kærligheden hos par, der har holdt sammen i 20 år, kan være ligeså glødende som hos nyforelskede, viser hjernescanning.
Det er muligt at holde fast i gnisten fra ungdommens stormende forelskelse.
Det viser en undersøgelse fra Stony Brook University i New York. Her har man
scannet hjernerne hos par, der har holdt sammen i 20 år og sammenlignet dem
med hjernescanningen på nyforelskede partnere.
En tiendedel af de 'ældre' par har formået at holde live i den samme
forelskelse som den, de oplevede, da de var nyforelskede. Det skriver dagens
The Sunday Times.
Tidligere mente man, at forelskelsen som regel når sit toppunkt i starten af
et forhold og så lidt efter lidt forsvinder efter årenes løb. Men det
modbeviser denne undersøgelse.
Rutchebanetur ved at se billeder
I undersøgelsen præsenterede forskerne for eksempel forsøgspersonerne for
billeder af deres kærester. Her skulle forskerne se, hvordan hjernens
reaktionsmønster var, når forsøgspersonen så billedet af sin elskede.
De fleste kender fornemmelsen. Hjertet står stille et par sekunder bare ved
tanken om den nyligt udkårne. I andre situationer galopperer hjertet derud
ad, når man ser på den person, man er forelsket i.
Tidligere undersøgelser viser, at det er, hvad der sker for mennesker, når de
er i starten af et romantisk forhold. Den følelsesmæssige rutchebanetur
skyldes en kemisk reaktion i hjernen, som opstår, når man føler sig
tiltrukket af og nærmest bliver besat af den anden person.
'Svanernes' forelskelse
De tidligere undersøgelser havde konkluderet, at sådan en kemisk reaktion
ville begynde at fortage sig inden de første 15 måneder af forholdet var
gået.
Men det viste sig i denne nye undersøgelse, at et ud af 10 par stadig var i
stand til at at danne de samme kemiske stoffer som dem, nyforelskede dannede
i hjernen.
Forskerne kaldte parrene for 'svanerne'. De forelsker sig nemlig efter samme
mentale mønster som andre dyrearter, der finder en mage for livet, som for
eksempel svaner gør.
Når disse 'svaner' så på billedet af deres mage, udsendte de i MRI-scanningen
den dosis nydelsesproducerende dopamin, der som regel ses hos mennesker i
den første fase af lyst efter en anden.
Opdagelse overrasker
Forskernes bud på den vigtigste ingrediens i svane-forholdet er et intensivt
makkerskab og et livligt sexliv.
»Opdagelserne går stik imod det traditionelle syn på romantik - at det daler
kraftigt i det første årti - men vi er nu sikre på, det passer«, siger
Arthur Aron, der er psykolog fra Stony Brook Universitet og står for
undersøgelsen.
Da han først havde par til samtale, og de sagde, de stadig var forelskede
efter 20 års sammenhold, var han sikker på, det blot var selvbedrag.
»Men hjernescanningerne sagde det samme, og dem kan folk ikke forfalske«,
siger en positivt overrasket Arthur Aron.
Holder stadig hånd
Et af Arthur Arons svanepar er Billy og Michelle Jordon. De har været sammen
i 18 år, men gør stadig deres venner misundelige over deres unge kærlighed.
Parret holder stadig hinanden i hånden, lige meget hvor de der.
»Det kommer så naturligt«, siger Michelle Jordon på 59.
Lisa Baber på 40 og hendes mand, David, på 46 har også holdt fast i
forelskelsen, som de fandt for 17 år siden.
»Han var så spændende og slog benene væk under mig. Den følelse har jeg
stadig«, siger Lisa Baber, der afslører deres hemmelighed: De sørger for,
deres liv hele tiden forandrer sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar