Mennesket har altid tilpasset sig forhold på Jorden og udviklet sig efter vilkårene. Men fremtidens jordklode vil byde på så ekstreme forhold, at vi ikke kan blive her - men hvor skal vi så tage hen?
Livets udvikling har fulgt en knoklet vej, og intet sted stod der, at den skulle følge præcis den rute, der førte til storhjernede omvandrende primater. Undervejs er indtruffet voldsomme begivenheder, der så let som ingenting kunne have udryddet livet - i hvert fald den udviklingslinje som førte til mennesket.
Katastrofer har været til gavn
Evolutionært set har vi draget nytte af sådanne katastrofer. For over 500 millioner år siden fremprovokerede en lang kuldeperiode en voldsom tilvækst af nye arter. Nogle forblev i havet mens andre kravlede på land.
Langt senere, for 65 millioner år siden, var et asteroide nedslag skyld i dinosaurernes uddøen. Som et naturens grusomme teater forlod dinosaurerne scenen og blev afløst af pattedyrene, der indtil da havde levet i kulissen. Før tilbragte vore pattedyr forfædre det meste af tiden i skjul i træerne eller under jorden. Nu åbnede verden sig.
Primaterne, kravlede til dels ned fra træerne, og ud af disse udviklede menneskeaberne sig i det skovrige Afrika og for blot 200.000 år siden udskilte det moderne menneske, Homo sapiens, sig. Det forlod Afrika for 100.000 år siden og begyndte koloniseringen af verden.
Civilisationen opstår
For 40.000 år siden begyndte det at gå hurtigt. Mennesket bedrev kunst og fremstillede avancerede redskaber. Egentlig civilisation tog form for 10.000 år siden, og resten er historie.
Vores bevidsthed og nysgerrighed førte til filosofi og videnskab, og med det nye indblik i os selv og vores omverden begyndte vi for alvor at forstå os selv, og de muligheder vi har for at forme tilværelse og fremtid.
Det potentiale har været afgørende for, hvor vi står nu og bliver afgørende for vores overlevelse i fremtiden.
Evolutionen fortsætter
Udviklingen mod nye livsformer - evolutionen - fortsætter i dette øjeblik. Du og jeg er blot et beskedent trin i udviklingen mellem vore forældre og vore børn. Udviklingen går i retning af stedse rundere hoveder og tyndere rørknogler. Vores øjenbrynsbuer bliver mindre markante og kæberne mindre.
Videnskab og teknologi gør en forskel
Men også på en anden måde er menneskehedens udvikling ved at tage en ny retning. De sidste par hundrede års frembringelser af videnskab og teknologi har betydet et spring fremad fysisk og bevidsthedsmæssigt.
For under to generationer siden gjorde vi os fri af jordens tyngdefelt og satte vores ben på et andet himmellegeme. Med disse års bygning af den internationale rumstation ISS vil der for altid fremover befinde sig mennesker uden for jordens tyngdefelt.
Vi er med andre ord ved at forlade vores vugge for at udforske rummet omkring os. Et stort nyt kontinent skal betrædes. Inden for en overskuelig fremtid vil mennesket brede sig og slå sig ned i kolonier i rummet - og som århundrederne passerer, vil vi nå længere og længere ud i rummet.
Nysgerrigheden driver os
"Men kan vi da ikke bare blive hjemme og dyrke vores have?" Nej, det kan vi ikke. Nysgerrighed er indlagt i vores gener. Vi er designet til at være nysgerrige fordi det har været af enorm evolutionsmæssig værdi. Det er en del af vores natur, og godt for det.
Dårlig idé at blive på Jorden
At blive på Jorden er en dårlig idé af flere grunde. Der er nære og fjerne trusler mod vores eksistens. For det første er sandsynligheden for, at et stort asteroidenedslag, lig det der udryddede dinosaurerne, vil indtræffe ret stor. Måske om nogle år, måske om tusinder af år. Men på et tidspunkt vil en asteroide ganske sikkert have kurs mod Jorden. Her kan moderne teknologi sandsynligvis redde os fra udryddelse.
Værre er det med epidemiske sygdomme. Historisk ved vi, at pesten i middelalderen udryddede store befolkningsgrupper, og den samme humane katastrofe sker i øjeblikket med AIDS i de værst ramte lande.
Et nyt virus, der bare er en lille smule mere dødbringende, vil være fatalt for menneskeheden. Spreder vi os ud i rummet, er chancen for at overleve som menneskehed langt større.
Solen gør det af med Jorden
Længere ude i fremtiden venter en helt anderledes uafvendelig trussel. Jorden vil en gang blive ubeboelig, ja, den vil gå en grum skæbne i møde. Det skyldes, at vores sol har en begrænset levetid.
Det er solens energi, der er grundlaget for liv. Solen har brændt i 4,5 milliard år, og der er brændstof nok til endnu omkring fem milliarder år. Men undervejs vil den ændre lysstyrke, og dét vil have alvorlige konsekvenser for livet på Jorden.
Solen vil gradvis blive varmere. Om 1,2 milliard år vil Solen brænde 15 procent stærkere end nu. Jorden vil langsomt opvarmes og havene vil sende mere kuldioxid ud i atmosfæren. Det vil betyde en begyndende drivhuseffekt. I løbet af 2-3 milliarder år vil drivhuseffekten løbe løbsk. Havene vil fordampe, jorden vil skoldes og steriliseres, og alt liv vil ophøre.
Forudsat at vores planet ikke rammes af en kosmisk katastrofe der i ét hug kan ændre alt, har vi altså et par milliarder år til vi pinedød må forlade skuden.
Next stop Mars
Så er det godt, at Mars i mellemtiden er blevet varmere. Engang vil den iskolde planet modtage lige så meget solenergi som Jorden gør i dag. Dens frosne oceaner vil blive flydende, og planeten vil i princippet kunne gøres beboelig.
Her vil vores efterkommere bo engang, måske i et par milliarder år, men livet på Mars vil næppe overleve Solens sidste krampetrækninger, hvor den vil vokse til en rød kæmpestjerne, 250 gange større end i dag.
Jorden bliver til Magma
Til den tid vil den engang så smukke planet Jorden være omdannet til en glødende klump magma uden spor efter det storslåede liv, den engang fostrede.
Til sidst vil Solen blæse sit ydre materiale væk og tilbage vil være en lille kerne ikke større end Jorden. Den vil ende sine dage som en kosmisk slagge.
Når solsystemet slukkes
Uden sol intet beboeligt solsystem, så vi må drage videre ud i galaksen. Måske har bioteknologi til den tid gjort det muligt at designe nye mennesketyper med særlige kvaliteter, der vil være tilpasset nye livsbetingelser andre steder. Sågar vil vi kunne skabe stedfortrædere, som ikke selv er mennesker, til at sende ind i ukendte områder for at forberede nye bosættelser.
Endnu om én milliard milliard år vil der være beboelige steder rundt omkring i Mælkevejen, så der er ingen akut fare for at blive husvild. Men når den sidste stjernes energigivende forbrænding ophører, ser det sort ud.
Hvad er liv?
Hvilke former civilisationen og vores intelligens til den tid har antaget, kan vi bare filosofere over. Én ting er sikkert - det vil være meget anderledes. Ja, vi må spørge os, hvordan vi definerer liv? Behøver intelligent liv nødvendigvis altid at være knyttet til de biologiske livsformer vi kender?
Nyt univers søges
Engang om milliarder af milliarder af milliarder år mener kosmologer faktisk, at alt fast stof vil forsvinde. Atomkerner vil henfalde og blive til stråling. Alt stof - kød, sten, hjerneceller, udbrændte himmellegemer og hele galakser - vil forsvinde. Intet vil være tilbage undtagen en smule kold stråling. Universet ender med at være et meget tomt, mørkt og koldt sted.
Lad os håbe, at vi til den tid har fundet et nyt...
